Trods en flot indsats blev det ikke til en topplacering for den danske vvs-deltager, der dog ik-ke tager tomhændet hjem fra Canada. Morten Qvistgaard modtog nemlig en ”medallion af excellence” for at være blandt den bedste halvdel af deltagerne i konkurrencen, hvor der blandt andet skulle laves en afløbsinstallation og en rørinstallation. Konsulent i TEKNIQ Bent-Ole Bohn har fulgt konkurrencen på tæt hold, og han fortæller, at Morten Qvistgaards arbejde var af høj kvalitet, men at han var oppe mod meget dygtige konkurrenter.
Vinderen af vvs-fagets konkurrence under World Skills blev Claus Weber fra Østrig, mens deltagerne fra Australien og Korea blev henholdsvis nummer to og tre.
I alt 23 lande deltog i vvs-konkurrencen under World Skills. Se mere om World Skills her.
Udover sin placering ved World Skills blev Morten Nordisk Mester i VVS i Oslo i maj måned. Morten der i september 2008 også blev kåret som danmarksmester i vvs er i lære hos Frede Nielsen i Glumsø og går på EUC Sjælland i Næstved.